Skip til hoved indholdet
    Hjem Børn og unge

Børn og unge

Alle børn og unge 0-22 år, som bor i Høje-Taastrup Kommune, kan gå gratis til tandlæge hos børnetandlæger.

Der er forskel på, hvor ofte børn har behov for at få undersøgt tænderne. Nogle vil derfor blive indkaldt til undersøgelse sjældent, mens andre vil have behov for flere eftersyn.

Hvis I mener, barnet har behov for at blive kigget på, er I altid velkomne til at ringe til os.

Samarbejde om børnenes tandsundhed

Vi samarbejder først og fremmest med jer som forældre, men også med sundhedsplejersker, skolen, daginstitutioner, dagplejemødre m.v. Vi tilbyder at komme på besøg i alle mødregrupper.

Har en daginstitution lyst til at besøge en tandklink, eller har et ønske om, at Tandplejen deltager i et fyraftensbesøg, er institutionen velkommen til at kontakte den nærliggende klinik og høre, hvad vi kan tilbyde. Vi vil nemlig også gerne møde børnene og deres voksne udenfor tandlægestolen og få lejlighed til at fortælle lidt om tænder, sundhed, mundhygiejne og kost.

I Høje-Taastrup Kommune har vi 3 skoletandklinikker fordelt over hele kommunen. I kan selv vælge om barnet skal gå til tandlæge på den nærmeste klinik eller på en af de andre. I har også mulighed for selv at vælge den af vores tandlæger I helst vil have.

 

Børn og unge 0-15 år

Børn og unge 0-15 år kan vælge:

  • en kommunal klinik, der er gratis
  • en privat klinik, med egenbetaling på 35 %

Unge 16-22 år

Unge 16-22 år kan gratis vælge mellem:

  • en kommunal klinik
  • en privat klinik

Giv besked inden skift

Inden et skift til privat tandlæge skal I give besked til jeres lokale tandklinik eller til tandplejens kontor. I skal oplyse om, hvilken tandklinik/tandlæge den unge skal overflyttes til, da kommunen skal indgå aftale med tandlægen om tandbehandling.

Hvis I skifter, skal tandbehandlinger som er i gang, gøres færdige først. Det gælder også tandregulering (bøjler). Vær opmærksomme på at hvis I vælger at skifte til en privat tandlæge, gælder det det samlede tandplejetilbud, altså både almen tandpleje og eventuel tandreguleringsbehandling.

Hvis I fortryder et skift og vil skifte tilbage, kan I kontakte tandplejens kontor.

Giv mælketænderne en god start

Når barnet er 6 måneder, får I et brev med information om, hvordan I bedst passer barnets tænder. Det er vigtigt at I børster tænder på barnet fra den første tand bryder frem. 

Første besøg

Første gang barnet møder tandlægen er omkring 1-års alderen. I vil automatisk få en indbydelse til et besøg på en klinik, der ligger i jeres område.

Ved det første besøg er det vigtigste ikke at undersøge tænderne, men at barnet og I som forældre kommer ind og ser, hvordan vi bor, og hvad vi laver. Vi leger lidt med tandlægeudstyret og taler om sut, kost, tandbørstning, og hvordan I bedst passer på tænderne.

Tryghed er vigtig

Vi lægger meget stor vægt på, at alle børn skal føle sig trygge, når de kommer hos os. Men det er meget forskelligt, hvor hurtigt børn vænner sig til tandlægebesøg. Ved et besøg er der altid ro og tid til at vurdere barnets reaktion, og vi respekterer hans/hendes grænser.

Hvis der er hul ....

Nogle huller skal helst bores, andre kan holdes nede f.eks. med fluorpensling. Hvis barnet ikke kan acceptere en boremaskine, taler vi med jer om, hvad der så skal ske.

Vi kan tilbyde forskellige former for bedøvelse og beroligende medicin.

Få styr på tandbørsten

Mens barnet går i de mindre klasser, bliver forældrene indbudt til at ledsage barnet til tandeftersyn. 

Fra 4. klasse foregår tandlægebesøgene som regel i skoletiden. Barnet vil blive kaldt til tandlægen – ofte sammen med en klassekammerat.

Hvis I ønsker det, kan vi på forhånd give jer besked om, hvornår barnet skal til undersøgelse eller behandling, og I er altid velkomne til at komme med eller til at kontakte os for en snak om barnets tænder.

Hvis ikke der er en tandklinik på barnets skole, vil I få tilsendt en tid.

Forebyggelse

Vi udfører alle slags forebyggende arbejde, f.eks. fluorpensling, lakering af dybe furer i tænderne eller individuel hjælp til tandbørstning hos børn, der har mange huller eller tandkødsbetændelse. Alt sammen efter behov.

Flere gange i løbet af skoletiden får børnene fælles instruktion i, hvordan man børster tænder. Tandbørstetræningen foregår klassevis.

I de store klasser får børnene undervisning i tandsundhed, og hvert enkelt barn lærer at bruge tandtråd.

For at tilgodese de unge, der er gået ud af skolen, har vi udvidede åbningstider visse dage i ugen, så det er muligt at komme til undersøgelse eller behandling efter arbejde, uddannelse el.lign.

Som et led i de almindelige undersøgelser taler vi bl.a. om spise- og drikkevaner, visdomstænder og overgang til privat tandlæge.

Alle unge 16 - 22 år kan frit vælge, om de vil gå hos en privat tandlæge eller fortsætte med på en af vore tandklinikker. Begge dele er gratis.

Se også:

Klinikker

Her finder du en oversigt over tandplejens klinikker, adresser og åbningstider.

Førstehjælp ved tandskade

Hvert tredje barn slår mælketænderne. Sker det for dit barn, så berolig dit barn og stands blødningen

Hjælp udenfor åbningstid

Du kan få tandlægehjælp udenfor åbningstid ved at kontakte en privat tandlæge eller tandlægevagten.

Tandplejens kontor

Skolevej 4, 1. sal

2630 Taastrup

Telefon 43 35 36 37

E-mail: tandplejen@htk.dk

Sikker mail / Digital Post

Åbningstider

Alle hverdage kl. 8.00 - 15.00

Se åbningstider for klinikkerne

Hjælp udenfor åbningstid