---
title: "Tandregulering"
description: "Den kommunale tandpleje vurderer løbende jeres barns tandstilling, som en naturlig del af de regelmæssige tandundersøgelser i børne- og ungdomstandplejen."
date: "2026-03-31"
created: "2026-03-19"
---

# Tandregulering

I den kommunale tandpleje foretager vi altid en objektiv og ensartet vurdering af alle børn og unges behov for tandregulering.

## Tandregulering i den kommunale tandpleje

Den kommunale tandpleje vurderer løbende jeres barns tandstilling, som en naturlig del af de regelmæssige tandundersøgelser i børne- og ungdomstandplejen. Formålet er at opdage eventuelle tandstillingsfejl i tide, så der kan iværksættes relevant forebyggelse eller behandling, hvis det er nødvendigt.

## **Vurdering og visitation**

Hvis der ved det almindelige tandeftersyn konstateres en tandstillingsafvigelse hos jeres barn, foretages en yderligere vurdering. Ved behov henvises til vores specialtandlæge i tandregulering. Specialtandlægen foretager herefter en samlet faglig vurdering af, om der er indikation for tandregulerende behandling.

I den kommunale tandpleje foretager vi altid en objektiv og ensartet vurdering af alle børn og unges behov for tandregulering. Vurderingen baseres udelukkende på Sundhedsstyrelsens nationale kriterier og omfatter en samlet klinisk vurdering af tandstilling, pladsforhold, sammenbid, samt kæbernes indbyrdes relation.

[Link til SST visitationskriterier](https://tandregulering.org/Files/Files/Dokumenter/Andre%20dokumenter/SST%20ORTO%20kriterier.pdf "SST visitationskriterier") og [lovgivningen for kommunal tandregulering](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1077 "lovgivningen for kommunal tandregulering").

Såfremt behandling vurderes relevant, vil I blive indkaldt til en orienterende samtale. Her gennemgås de kliniske fund, mulige behandlingsformer, det forventede behandlingsforløb samt forventninger til samarbejdet. Herefter kan I, sammen med jeres barn tage stilling til, om I ønsker at benytte jer af tilbuddet om tandregulering.

## **Hvornår tilbydes tandregulering?**

Den kommunale tandpleje tilbyder tandregulering, når jeres barns tandstillingsfejl medfører eller kan medføre:

- Risiko for skader på tænder og kæber
- Nedsat eller uhensigtsmæssig tyggefunktion
- Funktionsproblemer som følge af forkert sammenbid eller kæbevækst

Der kan f.eks. være tale om tænder der mangler, bryder forkert frem, eller fejlstillinger i kæberne.

**Tandstillingsfejl, der udelukkende har kosmetisk betydning, er ikke omfattet af det kommunale tilbud**. Ønskes tandregulerende behandling af kosmetiske afvigelser, skal dette udføres i privat regi og medfører fuld egenbetaling.

## **Samarbejde og ansvar**

Tandregulering er som regel et længerevarende behandlingsforløb, som kræver et godt samarbejde mellem **** barnet, jer som forældre og os i tandplejen. En forudsætning for et godt behandlingsresultat er:

- **At**  **** **barnet har en god mundhygiejne**
Opstart af tandretningsbehandling forudsætter en perfekt mundhygiejne. Det skyldes at en bøjlebehandling sætter endnu større krav til renhold af tænderne, ellers øges risikoen for skader på tænder og de omkringliggende væv
- **At aftaler og kontroller overholdes**
Et succesfuldt bøjlebehandlingsforløb forudsætter at de aftalte tider overholdes. Bøjlen skal jævnligt efterses og justeres, så vi sikrer at tænderne flytter sig som planlagt. Hvis behandlingen unødigt forlænges/forsinkes kan dette medføre skader på tænder og de omkringliggende væv

Vedvarende utilstrækkelig mundhygiejne eller gentagne udeblivelser fra aftalte kontroltider kan have negative konsekvenser for både behandlingsresultat men også jeres barns tandsundhed. Vi tilbyder derfor løbende information, instruktion og grundig vejledning. Hvis ovenstående retningslinjer, på trods af gentagne anbefalinger/påmindelser ikke efterleves, kan vi være nødsaget til at afbryde behandlingen.

## **Fritvalgsordningen**

Fritvalgsordningen giver børn og unge mulighed for at vælge mellem kommunal tandpleje og en privatpraktiserende tandlæge. Ordningen har til formål at sikre fleksibilitet og valgfrihed, så børn og unge under 22 år kan modtage tandpleje, der bedst matcher deres behov.

Ved tandreguleringsbehandling gælder det at jeres barn SKAL være visiteret af den kommunale tandpleje til at have et behandlingsbehov – jf. de ovennævnte visitationskriterier defineret af sundhedsstyrelsen. Hvis jeres barn ikke er visiteret og godkendt til behandling, kan behandlingen ikke dækkes under Fritvalgsordningen og skal derfor betales selv.

Er du visiteret og godkendt til behandling og er i alderen **0–16 år** dækker Fritvalgsordningen 65 % af udgifterne svarende til den beregnede kommunale pris. I betaler de resterende 35 % samt en eventuel merbetaling, som udgør forskellen mellem den kommunale pris og den pris, den private specialtandlæge opkræver.

For unge i alderen **16–22 år** dækkes 100 % af udgiften svarende til den beregnede kommunale pris. Der vil dog stadig kunne være en merbetaling hvis der er en difference mellem den kommunale pris og den pris, den private specialtandlæge opkræver.

 For at behandling hos privat tandlæge eller privat specialtandlæge kan honoreres, skal forældrene have meddelt tandplejen valget af privat behandler **inden** behandlingen påbegyndes. Endelig gælder det, at **tandregulering** først må iværksættes, når tandplejen har godkendt det fremsendte behandlingstilbud.
