---
title: "Førstehjælp ved tandskade"
description: "Hver gang barnet er til undersøgelse, vurderer vi tændernes frembrud og tandstillingen."
date: "2026-03-31"
created: "2025-08-19"
---

# Førstehjælp ved tandskade

Tandplejen behandler alle tandskader, indtil barnet/den unge fylder 22 år. Mange store skader kan dog først behandles færdig i 25-års-alderen.

## Skade på mælketænder

Hvert tredje barn slår mælketænderne. Hvis det sker for dit barn, er det bedste du kan gøre at berolige barnet og standse en eventuel blødning med lidt is.

Hvis det kun er en mindre skade, er det sjældent nødvendigt at gå til tandlæge med det samme. Men hvis tanden/tænderne er knuste eller meget løse, skal barnet helst til tandlæge samme dag.

### **Udslået mælketand**

Desværre kan en udslået mælketand ikke sættes på plads igen.

### **Skade på blivende tænder**

Hvis barnet slår de blivende fortænder, er det bedst at komme til tandlæge samme dag.

Blivende fortænder, der er slået helt ud, skal I selv prøve at sætte på plads omgående. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal tanden holdes fugtig i munden på barn eller ledsager eller lægges i mælk. Og så hurtigt afsted til tandlægen.

### **Husk ulykkesforsikring**

Det er vigtigt, at I har en ulykkesforsikring, der dækker tandskader.

## Hvis bøjlen driller

- Er der noget som generer dig, så prøv at rette det selv.
- Løse brackets (små metalplader der er limet fast på tænderne) skal fjernes. Dette kan du ofte selv klare!
- Løse ringe om tænderne (bånd) skal ret hurtigt sættes fast igen for at hindre, at der opstår skader på tænder og tandkød.

Kan du vente til Bøjletandplejen har åbent igen, vil vi meget gerne hjælpe dig med problemet.
